Den følgende tekst tager udgangspunkt i bakterien syfilis. En undren om dens status i grundlaget for psykiatrien, har ført til dette oplæg. Det er ofte og gennemgående sagt, mange gange gennem historien af mange forskellige, at psykiatri er en falsk videnskab, kun omhandlende social kontrol og normalisering, og hvem ved! Nedenfor er et umage forsøg på at sige noget mere.
Kalle Birck-Madsen, cand.psych. okt.2011
Tilføjelser 2012:
2012 Fra PsykologNyt: Afhængig af medicin – en tankevækkende undersøgelse af empirisk effekt af psykofarmaka;
2011 Forskningsnyt. Er antidepressiv medicin afhængigshedsskabende?
- X-terapi: Y kan være den nye pille for mennesker med psykiske sygdomme
Perspektiv: Psykiatrien må – skal den have en human fremtid – finde sin plads som hjælpevidenskab for psykologien og til den almindelige lægevidenskab, for specialtilfælde af akut og kronisk funktionstab.
Jævnligt frembringer pressen og tidsskrifter artikler om nye behandlingstilgange til mennesker med psykiske forstyrrelser. Og det er fint. Det vil der altid være brug for. At verden hele tiden forandrer sig, forandrer også indholdet i sygdomsbilledet for de mennesker, der rammes af problemer, hvorfor løsninger også må forandres og udvikles. Særligt hvad angår de store gåder, skizofrenien og den asociale karakterafvigelse, er der behov for nyt. Deres uløsthed kalder naturligt på videre forskning.
Men hvad er det for nye behandlingstilgange, der egentligt formidles indenfor området af mennesker med psykiske forstyrrelser? For nyligt blev det kækt formuleret således i Politiken: ”Kunstterapi. Pensler kan være den nye pille”(Politiken 16.6.2011).
Psykiatrien har ikke på årsagsniveau præsteret noget grundlæggende nyt, siden opdagelsen af syfilis-bakterien i 1905 – men det kunne ikke være gjort uden den generelle lægevidenskabs fortjeneste! Men har dog, som en integreret del af almindelig lægepraksis, præsteret mange nye specialopdagelser om legemets og hjernens fungeren, hvorudfra specifikke niveauer i menneskelig adfærd og oplevelser, lader sig beskrive.
Her – på specialniveau – har psykiatrien i det sidste århundrede præsteret noget nyt, også kaldet ”dopamin-teorien”, der også kaldes et paradigmeskifte af samme art, som da anstaltspsykiatrien blev etableret fra midten af 1800-tallet. Skiftet kaldes også den ”2.den biologiske revolution”.
Oprindeligt hed det sig, at ”afsindighed er at betragte som en legemlig sygdom, der ytrer sig ved sjælelige symptomer” (Harald Selmer) eller ”Sindssygdom er altid en Sygdom i hjerne på samme Maade som Lungebetændelse er Sygdom i Lungen”(Christian Geill 1891). Nu hedder det – som det formuleres på Wikipedia – at med paradigmeskiftet til ”dopamin-teorien”, er det muligt med ”en dybere indsigt i den måde som hjernen fungerer på”. Generelt siges det at forskellige kemiske ubalancer, forstyrrelse af signaloverførsel mellem (to) hjerneceller, kan vise sig i bestemte psykiske karakter- og stemningsbilleder. Høj dopamin-virksomhed, det skizofrene; Amfetamin frigør dopamin og giver psykose; Lavt dopamin-virksomhed, lavt stemningsleje; Højt cortisolniveau, højt stressniveau mv. osv. Men det er hønen og ægget. Hvad kommer først! Det samme gælder for hjernescanninger af skizofrene: er der tale om særlige skizofrene hjerneformer, eller er det psykers særlige sammensætning – og forfald – der afbilledes.
Psykiatrien har haft monopol på varetagelsen af udstødte de sidste 150 år, Og der kan ikke bare stilles spørgsmål ved dens resultater, men det kan også konstateres, at resultaterne smager dårligt, da de i al deres væsentlighed er udvundet gennem metoder, der i mange tilfælde ikke tåler dagens lys, er bestialske osv.
Det kan siges på den måde, at med opdagelsen af syfilis-bakterien, blev der konstateret en konstaterbar mekanisme mellem det legemlige og det psykologiske, det fysiske og det psykiske. Med ”dopamin-teorien” gentages – eller menes opdaget – det samme på et mere specificeret neurologisk-fysiologisk niveau, men dog uden at kunne påvise selve koblingen mellem psyken og signalstoffet – som i tilfældet med syfilis-bakterien – men med opdagelsen af syfilis-bakterien som alibi for psykiatriens fortsatte bestræbelse på at lokalisere flere og mere specifikke virkemidler på egne konstruerede sygdomme. Opdagelsen og paradigmeskiftet betyder imidlertid, at psykiatrien nu ikke bare råder over selve anstalterne, men også over en indre specificeret lægevidenskabelig udbygning, den psykofarmakologiske eller medicinske påvirkningsmetode.
Niveauet for det psykologiske – mennesket som subjekt for sit samfundsmæssige liv – er imidlertid på ingen måde betrådt, eller med psykiatriens nuværende stade/niveau på nogen måde udfordret, eller at det er godtgjort, at det psykologiske ikke eksisterer eller ikke er den overordnede determinant i den menneskelige virksomhed. Også psykiatri med fundament i ”dopamin-teorien” er kun en tilnærmelse til mennesket – og dets psykologiske og samfundsmæssige problemstilling – en tilnærmelse så at sige udefra, fra dets biologiske kemi, generaliseret set, ikke fra dets specifikke ståsted i den samfundsmæssige verden. Psyken er der i mennesket, men psykiatrien kan ikke berøre den, eller når psykiatrien berører den, er det gennem den fysisk-kemiske påvirkning, der påvirker alle – og i forskellig grad – forstyrret psyke eller ej, når de udsættes for den.
Men mennesket er mere end dets fysiologiske- og neurologiske processer, og at kunne gribe specifikt ind i disse – blandt andet med de nye SSRI mv.-præparater, og se ændringer i det psykologiske – er ikke andet end hvad enhver anden fysisk-kemisk påvirkning vil afstedkomme: en temporær ændring, der fortager sig, når påvirkningen ophører eller brænder ud, og hvorfor den må gentages igen, for at opretholde samme nye ”kunstigt” introducerede ligevægt. At fysiske påvirkninger, kan styres intravenøst og mere specifikt, og at der kan tages højde for kontrapåvirkningerne – bivirkninger i almindelig tale – er dog en tvivlsom betegnelse for et ”paradigmeskifte”. Der er snarere tale om en indre udbygning af den sociale kontrolfunktion som psykiatrien er født af, men nu også med de indlagte, anbragte eller ambulante i kemiske lænker.
Det er en simpel videreførelse af påvirkningstankegangen fra psykiatriens anstaltsfunktion, som opbevaring af de ”besværlige, udstødte, overflødige, forældreløse, osv.”, som, når de samles under samme tag, så må der gøres noget, enten isolering, udsondring, afsondring eller behandling.
Når et problem vokser frem, er det gennem en anomali i forhold til det generelle, det gennemsnitlige, og at det bliver et problem for omgivelserne eller den enkelte, at det eksisterer, og at det ikke synes muligt at håndtere for de involverede parter. Det ligger i således selve konteksten af psykiatri, at det drejer sig om, fra den behandlende side, at finde virksomme tilgange til overvindelse af de præsenterede psykiske forstyrrelser.
Denne arbejdsindfaldsvinkel forudsætter, at de psykiske forstyrrelser er generaliserede, og i dag har de også et nummer i ICD10 og DSM-III, IV og 5. Klassificeringen – som er en teoretisk konstruktion baseret på patientinformation og behandlingsudkomme, hvor forstyrrelser i menneskelig fungeren overgår til at være bestemte psykiske sygdomme. Dette tjener mange formål som forskning og profylakse, og blandt andet er det indgangen til behandlingstiltag, når den implementeres i praksis. Den nuværende sygesikringsordning for psykologer er opbygget herudfra: Det forhandles hvilke forstyrrelser der kan udløse tilskud til behandling, og hvor længe. Ved totalt funktions-tab, er indgangen det psykiatriske system, hvor de psykologiske midler – og slet ikke uden medicin – nærmest ikke eksisterer, eller kun eksisterer som beskæftigelsesterapi, erhvervstræning mm. – stadig som ved psykiatriens begyndelse.
I sig selv er der ikke noget galt med et klassifikationssystem – af mangel på at kunne behandle, begyndte en kortlægning fra starten af 1900-tallet af sindssygdomme i typer – der er opbygget ud fra generaliteter. Problemet kommer ind, når det erstatter menneskets egenudtale om sig selv og om dets problemsituation, og hvor det mødes som ”et tilfælde af en tilstand”, på grundlag af en generel diagnostisk indfaldsvinkel, som det skal indplaceres i, for at blive behandlet. At det kunne dreje sig om andet eller anden ”behandling” eksisterer ikke over dørtærsklen til psykiatrien, eller efter diagnosen er stillet.
Alle diagnostiske behandlingstiltag erstatter menneskets egenudtale, med en for dem ny realitet. Problemet er, at diagnosen – som er behandlingstiltaget i psykiatrien – på psykologisk niveau, ikke kan stilles før problemet er afhjulpet, sat i spil, eller på anden måde er gjort løsbar. Dette kommer fra, at subjektiviteten selv er et bestemmende moment ved ethvert psykologisk væsen. Alligevel sættes diagnostiske tiltag i værk.
Der synes i dag ikke at eksistere en alment accepteret indfaldsvinkel eller grundlagsteori, der ikke på mere eller mindre vilkårlig vis, lægger et abstrakt snit ned i menneskets egenudtale af sig selv, og i behandlingen helt sætter denne ud af kraft.
Misagtes at diagnoser, også de psykologisk udledte, kun tilnærmer en psykologisk tilstand udefra, iværksættes behandlingstiltag alligevel, og så fås et selvkørende behandlingssystem, med de behandlede psykologiske væsener som rene statister – som nærmest evige prøveklude for nye behandlingstiltag med nye metoder og præparater, ud fra hvordan deres stemning – og dermed deres arbejdsevne – forandrer sig eller ikke. Og sådan har det også været historisk. Anvendte metoder har fx været: opiumskure, feberterapi, isolation og fiksering, påføring af smerte, udtrækning af hårrødder, negle osv., ophængning, chokbehandling, lædering af hjerneområder (psykokirurgi), afprøvning af diverse mere eller mindre giftige stoffer, elektrochok, ….! Listen over metoder er ikke udtømmende, og det er ikke en skrækliste, men metoder der har været legale eller autoriserede på givne tidspunkter.
Med medicinalindustrien sættes samtidig, nærmest logisk som pol, eksistensen af patientforeninger, der søger indflydelse og dokumentation på de givne typer af behandlinger, som de i udgangspunktet som enkeltpersoner ingen indflydelse har på.
Omvendt synes behandlingsfremskridt ikke at kunne udfindes, såfremt det ikke er muligt på generaliseret vis, at afprøve nye behandlingsmetoder, sociologiske, psykologiske eller kemiske. Udvikling, fremskridt i behandlingen, synes at gå igennem de psykologiske skæbner, som psykiatrien får ansvar for, og kommer i bedste fald først senere generationer af psykisk syge til gavn.
Udgangspunktet for psykiatrien var anstalten – stedet for de besiddelsesløse og besværlige individer – og det er det også i dag. Og det er menneskene, der havner her, og i ambulant praksis nu om stunder også, der er psykiatriens råstof. Ingen nævner specielt at der er uhyggelig lighed mellem de metoder, der gennem tiderne er taget i anvendelse mod indlagte eller placerede, og så nazismens forsøg på mennesker i koncentrationslejrene under 2. verdenskrig. Det synes at være udsondringer af de psykiske forskelle, der fremhæves eller konstrueres som afgrænsede problemer, og som i deres udbredelse og omfang hos bærere, kræver en dertil modsatrettet tendens til deres løsning.
Psykiatrien er en lukket institution. De udstødte, de tabte og fortabte skæbner, og de fuldstændigt gale og afsindige, blev med psykiatrien gjort syge i sindet, som var det med lænker eller sygdomsmærkater, og det var derfor de var der, på sindssygeanstalten. At det kunne være omvendt, kan i denne sammenhæng, end ikke stilles som betydningsbærende eller relevant. Der var intet alternativ af fælles art, der gjorde, at det kunne være anderledes. Den enkelte var der, i institutionen, og den enkelte var alene, i sin udstødthed, allerede før indlæggelsen!
Psykiatrien overtog de lukkede kamre fra Middelalderens dårekister og tugthuse, og gjorde social og psykologisk nød til et lægevidenskabeligt speciale, men uden at agte, at de psykiske skæbners hemmelighed, er at komme fra samfundet, dets konflikter, og at have tabt pusten på dem! Derimod søgte psykiatrien fejlen, eller løsningen, inden i de menneskelige skæbner, som den blev begæstet med! Her er arnestedet for barbariet i psykiatrien. Det er i omvendingen af psykiatriens opgave – at passe mennesket til, til det givne system, modsat at passe samfundet til, til menneskets behov – at det kan finde sted, at overgreb startede psykiatriens historie, og siden er fortsat. Psykiatri kan kun udøves, gøres den anden til et ikke-normalt-menneske for indgreb og behandling. Der er ikke forskel på indsprøjtning med terpentin som er prøvet i flere årtier indenfor psykiatrien i starten af 1900-tallet, og så et SSRI-præparat, der introduceres 50 år efter. Stoffet er udskiftet, men settingen, indfaldsvinklen, og synet på patientens sygdom, er den samme. Det ligger i strukturen, at psykiatrien tager sig af resten – de menneskelige funktionstab – og at den gør det på en aktivt behandlende måde. Omvendt skal psykiatriens struktur hele tiden genskabes. Den eksisterer kun i kraft af statens delegation af magtkompetence, således at de besværlige, de ubehandlede og de farlige for sig selv og andre, kan spærres inde og ikke forstyrre samfundet, samtidig med at de kan behandles, så de kan vende tilbage til de problemer, der stødte dem ud.
Psykiatri eksisterer ikke som noget kohærent til samfundet, men som indgangsport for opbevaring og behandling af de menneskelige funktionstab, der ikke er rentable i den givne politisk-økonomiske kontekst eller som på anden led, forstyrrer denne. Ligesom psykiatri af den herskende offentlighed, kan gøres til en ideologisk magt, ved at placere funktionstab som eget ansvar i mennesket, kan psykiatri også gøres til en samfundsforandrende kraft, demonteres de kræfter i samfundet og i psykiatrien, der behandler menneskene hen over hovedet på dem, fra eksperiment til eksperiment. Dette nye niveau kan kaldes ”brugerinddragelse” og ”faglig brugerstyring” på institutionelt-behandlende niveau.
I dag skal mennesket i psykiatrien acceptere en ”abstrakt kompetence”, der består i, at forsøg har vist – og det er også den erfaring psykiateren siger, hun har – at det, det eller det middel har vist sig at have en virkning af bestemt art i et bestemt antal tilfælde – og det derfor også muligvis og sikkert kan have en gunstig virkning for dig! Man må jo tro.
”Dopamin-teoriens” kernestoffer, SSRI mv. præparaterne – eller Lykkepillerne som de blev kaldt allerede i slutningen af 1980-erne – er i behandlingsmæssig forstand mere suspekte og tvetydige end 1.ste generation af psykofarmaka, neuroleptikaen, der bevirkede en generel hæmning af hele nervesystemet. Med Lykkepillen kan specifikke synapsebindinger blokeres, gives anden retning eller forstærkes, hvilket også medfører en ”forsinkethed” i forandring af adfærden og af det psykologiske stemningsbillede. Lykkepillen er på den ene side ”svag”, da den virker specifikt, på den anden side er Lykkepillen ”stærk”, da den virker indefra, direkte på kroppens egne neurofysiologiske forbindelser. Formålet med pillen – at genoprette ligevægt if. normalkoncentration, hastighed mv. – virker på det specificerede område, men det spænder også området op som et statisk forhold, uafhængigt af psykens andre former. Psyken går fra en i forvejen bestemt egenform til en anden, hvor dele ikke længere er ude af kontrol, men nu selv bestemmer, med stoffet!
Det kan spørges om psykiatrien med ”dopamin-teorien” kan komme længere? Om historien er ved at gå i stå – eller hvad sker? For psykiatri fylder mere og mere i samfundsbilledet, trods at dens behandlingsfremskridt stadig lader vente på sig – og endnu kun hviler på spekulationer! Spørgsmålet kan også formuleres således: I indrømmer ikke helbredelse, men symptombehandling eller -lindring. Hvad gør det ved psyken, at kroppen, dens betingelsesgrundlag, med psykofarmaka forandres over tid, uden at det i sig selv er en løsning gennem det menneskelige individs konkrete problemstillinger, men abstraheret herfra, og ud fra en gennemsnitlig påvirkningsgrad af en bestemt medicin? Ikke bare forskyder medicin løsningsfokus for menneskets problemstillinger, den overlejrer dem også. Derfor er samtaleterapi, i dens diagnostiske egenart, uden indgreb i medicineringen, som vand på en gås, eller som at sætte ild til en dyne. Der sker intet eller kun skade. Og kan det være rigtigt, at de – de psykisk syge – nu skal være uden for kommunikativ kontakt og indflydelse, som en del af behandlingen?
Slut på oplæg.
Noter til rest 1. Skal differentieres og renskrives
Lige som de psykoaktive euforiserende stoffer – bevidsthedsudvidende stoffer som hash, psilocybinsvampe, meskalin, DMT mm. – forandrede verden, nogen hævder at de skabte verden, så betød indtaget af de psykofarmakologiske stoffer i Sundhedsvæsenet fra midten af 1950-er, en lige så stor forandring, og nærmere en kontraforandring.
De psykoaktive euforiserende og de psykofarmakologiske stoffer er som yin og yang, de introducerer begge et særskilt niveau, der i forvejen er i psyken, men som et uspecifikt betingelsesgrundlag. Begge stoffer løfter betingelsesgrundlaget til et psykeniveau, der træder bestemmende frem, og/eller/men, med den samlede psyke i et modsætningsforhold hertil. Der sker en forandring, og en samtidig tilvænning, hvorved abstinens også kan opstår, selv om stoffet eventuelt er giftigt for organismen.
De opkvikkende stoffer, som nikotin, koffein, amfetamin, kokain mm. – ja, selv stryknin, der er yderst giftig, er blevet brugt i tonic som opkvikkende dosis – er i et særligt grænseland. De er naturligt forekomne, som de euforiserende stoffer, men deres virkning på psyken helt forskellig: De opkvikkende stoffer sætter en ”tone” til psyken, som individet helt kan fortabe sig i, uden at den dog forandres, mens de euforiserende stoffer, vender psykens grundlag ud af, og indholdet indad. De opkvikkende stoffer medvirker til ”at kunne mere”, mens de euforiserende stoffer til ”at sanse mere”, den tid det tager kroppen at forbrænde og skille stofferne ud.
Storpolitisk køres krigen mod de psykoaktive euforiserende og stimulerende stoffer; ”Krigen mod narko” har ført til narkokrige, i visse verdensdele de største fag i dag, med måske det størst antal døde pr år; – Og storpolitisk fremmes med staters hjælp medicinalindustriens indflydelse og monopoldannelse, samtidig med at de i basal grad kontrollerer sig selv. Medicinalindustrien, og de produkter der frigives, siges at hvile på videnskabelige resultater, ud fra videnskabelige standarter, og det er rigtigt i den forstand, at en bestemt virkning har kunnet konstateres, men det har bestemte bivirkninger også kunnet. Det er en bestemmekamp om magten over sindet, og dets mulige styremekanismer. Skal industri og statsmagt bestemme, eller folkene selv! Men pga. denne kamp – der økonomisk er en af verdens største – er erfaringer med de euforicerende og stimulerende stoffer henlagt i mørke, trods alskens resultater, men grundet deres kriminalisering. Det er et forbud der i strukturlighed intet har at sige til Irans dogme i dag 2011, at “kvinder ikke må køre bil”. Der er ingen substans, anden end en forskel, og hvem der skal bestemme over denne forskel. Nogen der skal tjene på andre, eller at alle skal tjene sammen!
Noter til rest 2. Omvending til psykologisk strukturmodel, som hele artiklen skal omskrives igennem
– Der er forskel på syge, og på syge der er forskruet i hovedet, og ikke ved det, og som på alle leder er utilgængelig for kontakt, i deres behandling af andre eller sig selv, og som samtidig er til skade for sig selv og andre.
– Det er sørgmodigt og symptomatisk, at se hvordan psykiatriens manglende potens, skal lægges psykiatriens klienter til last
– Først i 1990-erne begyndte lægevidenskaben at lave tjek på deres midler, blandt andet gennem evidens baseret forskning (B. Zakaria 2007) – hvilket blandt andet betød at hormonbehandling af kvinder i overgangsalderen blev stoppet som et generelt tiltag, hyppigheden af kræft var for stor – og det ligger i kortene, at psykologien kommer til at indordne sig under et samme evidens baseret paradigme.
– Der kan spørges til om der er et alternativ til psykiatrien – eller om psykiatrien tvangsmæssigt skal fratages sine kompetencer, lokaler og bevillinger.
– Den psykiatriske grundforskning! Hvor er den?
– Hvad kan psykiateren sige om psyken, andet end ”hold dig beskæftiget”, trods at den også er nødt til at hvile, for at kunne.
– Tåbeligheden i det nuværende psykiatriske behandlingssystem, tvinger samfundet og menneskene til at blive et andet – men det er måske også det, der er formålet, de vedvarende tåbelige behandlinger!
– Hvilken del og hvilket ansvar har psykiatrien i, at der i dag tænkes så stupidt og kortsigtet om samfundets fremtid uden naturen?
Det må omhandle en psykologisk strukturmodel, hvor kraften til forandring først og fremmest lokaliseres i individets egne virksomhedsformer, i dets kropslige og sociale fungeren, og i hvad der ikke fungerer og i dets forandringsprocesser. En sådan kan findes igennem en rekonstruktion af forholdet person-kollektiv op igennem samfunsdhistorien, hertil “2004 Samfund og terapeutiske forformer“, og “2007 Marginalisering og psykiske forstyrrelser“.
Det omhandler udviklingen af begreber for de forandrende forhold og stoffer fra kroppen og i den sociale udviklingsproces. En teori kan her sætte af fra det historiske stof, der stresser mennersker op mod hinanden i naturforhold, der gør dem fremmd for hinanden, hertil “1990. Massakren på subjektet – om regeringens forebygeglsesprogram“. Det må være begreber om gennemtrængsmaterialer mellem det psykiske, kropslige og det sociale, og dermed om hvordan de bevidst foregrebet kan gribes, når de opstår.